Personlig børnebog i tingatinga-verdenen

Tingatinga-maleriet er en moderne kunstskole med egen historie. Den går tilbage til Edward Saidi Tingatinga, som begyndte at male i Dar es Salaam i slutningen af 1960’erne. Han arbejdede på kvadratiske plader med kraftige farver og viste først og fremmest dyr, men også mennesker. Hans succes bredte sig, og unge malere sluttede sig til ham. Sådan opstod skolen, som snart fik sit centrum i Msasani, en landsby nær Dar es Salaam.

Man malede med cykellak, en blank emaljefarve, på hårdfiberplader. Materialet giver billederne deres dækkende, lysende flader. Dertil kommer klare konturer og mønstre inde i formerne: prikker, striber, sving. At farven næsten virker som lak, hører med til udseendet.

Tingatinga døde i 1972, men skolen fortsatte. Smithsonian Libraries opsummerer Yves Goscinnys bog om maleriet sådan: Grundlæggeren begyndte i 1970 at uddanne fem elever, nemlig Simon George Mpata, Tedo, Ajaba, Linda og Adeusi. Den første generation uddannede en anden, og den snævre kreds omkring grundlæggeren blev åbnet. Ifølge opsummeringen står et kooperativ for salg og markedsføring, og maleriet er blevet mere mangesidet.

Dermed har stilen også forandret sig. Tingatingas egne billeder var ryddelige og viste oftest et enkelt dyr. Senere malere fyldte den frie flade med planter og flere dyr, og på det seneste kom bybilleder og fortællende scener til. Vores tæt fyldte, stærkt mønstrede udseende svarer derfor snarere til de senere malergenerationer end til grundlæggerens tidlige, sparsomme plader.

Vores billeder er en børnebogstilpasning i dag og overfører elementer fra denne tradition frit: de kraftige konturer, de dækkende farver, mønstrene. Barnet ved skovfloden på vores eksempelbillede og figurerne i din bog hører til denne frie overførsel. De kommer ikke fra tingatinga-maleriet selv.