Personlig børnebog inspireret af japansk farvetræsnit

Ukiyo-e opstod i 1600-tallet i Edo, det nuværende Tokyo. Byen voksede, dens købmænd havde penge og fritid, og de ville have billeder af det, der omgav dem: teater, mode, forlystelseskvarterer og senere også landskaber. Træsnittet er teknikken, ukiyo-e den billedtradition, der brugte den i århundreder. Fordi bladene blev trykt, kunne mange købe dem: Ifølge Asian Art Museum gav et sæt trykblokke flere tusinde aftryk.

Et klassisk tryk var et holdarbejde. Forlæggeren bar projektet: Han vurderede markedet, gav kunstneren opgaven, overvågede fremstillingen og sørgede for distributionen. Kunstneren tegnede forlægget med sort tusch på tyndt papir. Træsnitskæreren overførte tegningen til en blok af kirsebærtræ og skar træet væk omkring linjerne. Trykkeren lagde til sidst farverne på papiret. Tegneren deltog ikke i selve trykningen, og en del af resultatet blev først afgjort i værkstedet.

Til et flerfarvet blad, et nishiki-e, skar man en egen blok til hver farve. Små pasmærker, kento, holdt papiret på samme sted ved hver omgang, så linjer og farveflader havnede præcist oven på hinanden. Til et gennemsnitligt blad krævedes ifølge Asian Art Museum mindst cirka ti trykomgange. Pasmærkerne blev en pålidelig teknik fra midten af 1700-tallet, og Suzuki Harunobu indførte omkring 1765 fuldfarvetrykket.

I 1800-tallet kom landskabet i centrum. Katsushika Hokusai lod i begyndelsen af 1830’erne trykke sin serie Fugaku sanjūrokkei (»36 udsigter til bjerget Fuji«), som senere voksede til 46 blade. I den brugte han rigeligt berlinerblåt, et pigment, der kort forinden var kommet til Japan fra Europa. Fra Utagawa Hiroshige stammer Meisho Edo hyakkei (»Hundrede berømte udsigter til Edo«). Ud over enkeltblade trykte man også bøger: ehon, det japanske ord for billedbog, betegner i snævrere forstand de træsnitstrykte bind fra Edo-perioden. Smithsonian Libraries opbevarer over tusind sådanne bind, mange med billeder af Hokusai og Hiroshige. Hokusais Hokusai manga omfatter femten bind, der udkom i Nagoya mellem 1814 og 1878.

Det, Sagalino gør ud af dette, er en overførsel til i dag. Vores billeder skabes digitalt som ét enkelt billede, ikke af separate trykblokke, der trykkes oven på hinanden farve for farve. Vi har overtaget traditionens formtræk: mørke konturer, rolige flader, landskaber i lag, bølgende linjer og en palet fra indigo til rustrødt. Træets åretegning og papirets fibre er efterlignet som overfladestruktur. Derfor hedder stilen »inspireret af ukiyo-e«.